Fremsyn - med havudsigt
Case: Norrbom og Vinding |
| |
Advokatfirmaet Norrbom og Vinding, der er specialiseret i arbejdsret, havde oprindeligt lokaler på Midtermolen ved Københavns Havnefront. Men pladsen blev hurtigt for trang, da medarbejdertallet på halvandet år steg fra 15 til 40! Advokatfirmaet ville dog fortsat gerne blive i området. Heldigvis behøvede de ikke at kigge længere end tværs over havnebassinet, hvor de fandt deres kommende domicil i det nye byggeprojekt på Amerikakaj. INRET fik til opgave at stå for den indre planløsning, al indretning, lys og farvesætning. Norrbom og Vinding var indstillet på at skabe et splinternyt domicil, der skulle signalere fremsyn og progressivitet.
Dynamik med enkle midler
Bygningen ligger som en kvadratisk ramme rundt om en stor gårdhave. Hovedparten af ”rammen” består af individuelle kontorer, der opfylder firmaets strenge krav til fortrolighed. Alle kontorerne er stilfuldt indrettet med møbler fra Paustian. Som en kontrast til den traditionelle ruminddeling valgte INRET at lave væggene mellem de yderste kontorer og gangene i skrå vinkler. Denne finesse forstærker perspektivet gennem korridorerne og tilfører med få virkemidler domicilet dynamik og spænding. Alle korridorerne er udarbejdet således, at de leder hen til flotte udkig.
Mobile træfpunkter
Eftersom medarbejderne sidder på faste, afskærmede pladser hovedparten af dagen, var det vigtigt for ledelsen at have træfpunkter, der er anderledes åbne og fleksible. I kantinen er derfor alt inventar mobilt og ligger direkte i øjenhøjde med havnefronten. Hertil udarbejdede INRET nogle høje ahorntræborde, der er overdækket af funktionelle zinkplader. Borderne er egnet til at medarbejderne står op og spiser. Skulle man dog foretrække at nyde frokosten siddende, hører der også høje stole med. Bordene er yderligere udstyret med hjul for at muliggøre hurtige omgrupperinger. Kantinens buffet er også specialdesignet og holdt i ahorn og glas, og køkkenet er fra Boffi.
I forlængelse af kantinen er firmaets rygeafdeling placeret. Her kan medarbejderne nyde havudsigten i de flotte, mobile møbler fra Inno. Stolene er suppleret af rulletaburetter, der med en zinkbakke som top også kan anvendes som små kaffeborde.
Raffinement fra A til Z
Gennem hele virksomheden er der kælet for detaljerne. Trappen der forbinder de to etager er også udført med skrå vinkler og holdt i sandblæst glas og stål. Toiletterne er udstyret med Philippe Starck design og INRET har specialdesignet dertil hørende stålkonsoler. Belysningen fra Lightmakers og Flos sætter et flot præg på samtlige af domicilets rum – ikke mindst på receptionen og fællesbiblioteket. Og som prikken over i´et, er selv dørhåndtagene importeret fra Italien.
Denne gennemførthed får dog ikke domicilet til at fremstå prangende. Derimod udstråler det personlighed, vilje og fremsyn. Med det nye domicil har Norrbom og Vinding tænkt stort - helt ned til den mindste detalje.
|
 |
Tilbage |
|
 Den interne trappe er udført i glas og stål. |
 Fællesbibliotek med læsepladser. |
 Badeværelserne er udstyret med sanitet fra Philip Starck. Stålkonsollen er specialtegnet til opgaven. |
 Fra receptionen. De skrå gangforløb afspejler sig også i lofterne. |
 Fra kantinen. |
|